Kunsten at lave julemiddag over brænde

At lave julemiddagen hjemme i Danmark, kan godt virke uoverskueligt med alt det, som man traditionen tro skal have. Der forventes både rødkål, chips, asier, sovs, brune- og hvide kartofler samt en lækker flæskesteg med gyldenbrunt sværd, man så let som ingenting kan knase mellem sine tænder. 

Bare fordi vi volontører skulle fejre juleaften i Afrika, så havde vi besluttet os for, at julemiddagen skulle være så dansk som overhovedet muligt. Så vi havde købt ind til det hele og tilmed også fået fat i en levende and.

Børnene fik en sangbog i julegave inden vi tog til Kipili,
så nu er der sang og glade dage på Peter's House.

Det hele startede med, at vi skulle køre i kirkens bil til Kipili den 23. december.
Der skete det uheldigt, at en politimand stoppede os og mente, han havde set os køre for hurtigt to gange.
Vi forklarede pænt, at det ikke kunne lade sig gøre, da der ikke på noget tidspunkt havde været en bil, som overhalede os, så han kunne ikke have set os to gange... Men han var ikke til at hukke eller stikke i. Så en af vores lokale venner og jeg, blev guidet ud af bilen, ind i en politibil og så kørte vi hen til politistationen i to biler.

Da vi kom derhen, var politimanden ikke just blevet i bedre humør. Vi stod bare og så passivt til og turde næsten ikke åbne munden i frygt for, at vi skulle ind i den fangekælder at sidde, som var lige bag betjenten. 

En af vores lokale venner tog ordet og forsøgte at forklare ham det hele. Da politimanden tog bilnøglerne og Annes kørekort, stod vi alle og vidste ikke om vi ville få lov, at køre videre og hvor vi mon kom til at skulle fejre julen henne.
Men vi fik til sidst nøglerne tilbage, betalte en mindre bøde og kørte videre, denne gang med øjnene stift rettet mod instrumentbrættet, så vi ikke ville komme i en lignende situation.

Som snedkerdrengene vi havde med i bilen sagde; "Havde det været en afrikanere, som havde kørt bilen havde vi ikke været udsat for denne korrupte hændelse."

Den 24. december var vi i kirke, som var det en helt almindelig søndag. Og derefter startede vi med forberedelserne til julemiddaggen. Første projekt var at få taget livet af anden. Vores søde vagt fik den slagtet og en af mamaerne plukkede den, så det var egentlig nemt… 

Vores vagt John tog livet af juleanden

Vores søde mama hjælper os 

Vi fik bagt vaniljekranse i vores brændeovn, dog havde vi ingen sprøjtepose, så det blev i stedet til vaniljekager. Ris ala manden blev lavet af mælkepulver, grødris importeret fra Danmark, jordnødder i stedet for mandler og kondenseret mælk.  Den blev god, dog ikke helt kold, da vi ingen køleskab havde til rådighed.

Kartoflerne blev kogt over bål og de brune kartofler blev lavet over gas. De brune kartofler havde kun en lille bismag af brændt sukker.

Anden tog en evighed af få lavet, men endte med at blive spiselig. Sovsen var dog en helt anden sag, den valgte vi at give til hunden, da den ikke smagte af meget andet end mel og mælk.

Så sad vi der, rundt om et veldækket julebord, med det hele selv de franske kartofler havde vi haft heldet med at finde i Sumbawanga. Rødkålen var dog erstattet med gulerodssalat. Det hele smagte egentlig godt og vi blev endnu engang mætte, dog savnede vi andesovsen en smule..

Et veldækket julebord

Til gengæld havde vi 25 grader og frøs ikke på nogen måde. Det blev tid til at danse om plastikjuletræet i shorts og t-shirts  og synge de gode danske samler vi kender. Der blev pakket gaver op, set det 24. afsnit af "Krummernes Jul" og spist lakridskonfekt importeret fra Danmark.

Plastikjuletræet med gaver under 

At sidde sammen med 4 søde medvolontører i varmen, med firben kravlende på væggene og en skorpion løbende hen over gulvet, var helt specielt og så dejligt at få lov til at opleve. Vi gjorde vores for, at få den danske julestemning til Afrika. 

Mine søde medvolontører og mig juleaften

Mellem jul og nytår tog Margriet, Sirid og jeg på tur til Kalambo Falls for at have et par dage, hvor vi slappede helt af. Vi fik set en masse af den smukke natur Tanzania har at byde. Dejligt at være sammen med dem og slappe helt af, inden vi vendte hjem til Peter's House til nytår.

Vi fik tilbudt en bungalow til samme pris som
hvis vi ville sove i telt - det takkede vi ikke nej til

Kunne ikke andet end smile over den smukke natur

Kalambo Falls er 283 meter langt og et smukt syn

Vi gik ned i dalen og kom sikkert op igen 

Nytår blev fejret hjemme på Peter's House, hvor vi volontører fejrede det med dårlig champagne, rådhusklokkerne fra København fundet på Youtube og Livestreamning af Dronningens nytårstale.
Klokken 00.00 troede vi, der var fyrværkeri udenfor. Men det viste sig, at det var børnene, mama Simon og Bibi, som havde en fest oppe på Peter's House med trommer, dans og sang. De var SÅ glade og der blev feste med dem indtil sent nat.

Jo her har vi det godt og nyder bare hver dag med hinanden og børnene. De børn, som har været hjemme på ferie, er begyndt at komme hjem til Peter's House, så vi er nu alle ved at være samlet igen - det er nu rareset!

Godt nytår til jer alle fra Tanzania

Glæden ved at give

Vi volontører har i lang tid gerne ville have børnene med på en tur væk fra Peter's House. 

Vi valgte at offentliggøre det for børnene en uges tid inden vi tog afsted. Og hvilken glæde der udbrød, da de fik det at vide. De har i ugen op til opført sig eksemplarisk, de har både været i bad hver dag, ikke drillet hinanden og snakket pænt til alle- de skulle jo nødigt ikke komme med pga. dårlig opførsel.

Oggy tager det at gå i bad meget seriøst

Vi volontører er også dagligt blevet mindet om at vi skal på tur. Der er både blevet lavet sange om turen, som børnene sang konstant. Også tidlig om morgenen, mens vi sad i volontørhuset og spiste morgenmad, var der ofte blevet banket på døren af en af børnene, som bare lige har skulle sige til os, at vi altså skal til Kipili. 

Der bliver slæbt vand i store mængder

Så kom dagen vi alle havde ventet på 1. december, hvor vi endelig skulle afsted. Stort set alle børnene havde fra morgenen af været i bad, taget det fineste tøj på og var helt klar til at skulle afsted.
Der blev spist morgenmad og drukket te inden bussen kom op til Peter's House. Børnene gik helt i ekstase, da de så bussen og løb vildt og voldsomt hen imod den.
Den blev hurtig flydt op med mad og andet nødvendigt og så tog afsted mod Kipili, som ikke ville tage mere end 4 timer...

Men efter godt 2 timer, hvor vi var på vej ud af en øde grusvej, med træer i vejkanten og ikke et hus i miles omkreds gik bussen i stå og kunne ikke komme videre før der blev skiftet bremser.

Det blev til en lur i træet

Ventetiden blev fordrevet med kryds og bolle i sandet, fotokonkurrencer foran bussen, stenkast og  et forsøg på at flette julestjerner af det høje græs. 

Humøret var dog i top alle 7 timer

Der posseers

Sulten meldte sig og vi spiste morgenmaden til den næste dag samt en mango hver. Humøret var dog stadig i top hos de fleste af børnene. 

Der blev stillet op i kø for at få noget mad

Efter at have fordrevet tiden i godt 7 timer, var vi endelig klar til at fortsætte med fuld fart mod Kipili.

Godt 11 timer efter vi havde forladt Peter's House, ankom vi endelig til den skønne landsby. Da en stor bus, fyldt med børn, kom ind i den lille landsby, var jubelglæden stor både blandt børnene og de lokale.

Der blev spist lækker mad hele weekenden

Lørdag skulle der bades både fra morgenen af og om eftermiddagen lånte vi BDM's båd og sejlede alle ud til øen Manduville. 

Mange af børnene kan ikke svømme og havde derfor redningsvest på. Men det skulle ikke hindre dem i, at komme i vandet. Så snart vi havde kastet anker, smed de sig ud over båden med deres redningsveste - det blev til en del maveplaskere, men i vandet det skulle de altså bare.

Alle var i vandet både store og små

BDM's båd vi sejlede med

Redningsvestene kom på prøve

Grisen blev slagtet kl. 5. om morgenen og de ældste drenge samt
en medarbejder brugte dagen på at gøre den klar

Snobrød var godt - flere valgte dog at spise dejen med det
samme da de ikke gad vente til den blev bagt

Søndag var vi alle i kirke. Kirken var propfuld og der var vild god stemning både med børnekor, voksenkor, Peter's House to kor samt fællessang. At se børnene være glade og bare hygge sig var fedt. 

Turen hjem igen gik over alt forventning og børnene var trætte men også rigtig glade for at være med på tur. At de kom hen til en og gav et kram samt sagde tak for turen, gjorde bare at det giver mening, at bruge kræfter på at arrangere en tur for dem. 

Børnekorret gav den gas

Mandag morgen var det hverdag igen og stort set ingen var i skole, da de mente de var meget trætte og havde brug for at slappe af. Medarbejderne var der heller ikke den store arbejdsglæde ved, men vi kom da igennem dagen og tirsdag var alt godt igen.

Vi siger alle TAK for at i hjemme i Danmark,
har gjort det muligt at komme på tur

På opdagelse i Tanzania

Meget er sket siden sidste blogoplæg. Vi har lavet en masse spændende ting og har for alvor fået set noget mere af hvad dette land har at byde på. 

Mangosæsonen er gået i gang hvilket vi nyder godt af 

En weekend pakkede vi telte, tandbørsten og godt humør i kirkens firhjulstrækker og så kørte vi til Kipili. Pigerne havde planlagt vi skulle på tur ud til en øde ø. De havde fået fat i to levende kyllinger, skaffet en båd og brænde. Og så sejlede vi afsted ud på Tanganyika søen med kurs mod en øde ø.

Godt vi havde tre søde og rare afrikanere med, ellers var jeg ikke sikker på vi havde fået mad den dag. Der blev hygget med bål, snobrød og lækker mad. Båden som skulle komme og hente os næste morgen var forsinket knap to timer, så der blev også lige tid til en morgendukkert inden både kom.

Volontørerne og tre søde afrikanere på en øde ø

Og så har vi jo været på Zanzibar en 10 dage. At komme dertil er ikke bare at sætte sig ind i et fly og så kommer man direkte derhen, som når man skal fra Billund til Tenerife.
Vi skulle både med bus, fly og taxi for efter 2 dage et komme til paradiset på Zanzibar. Det krævede også lige en ombookning af busbilletter, tideligere op på afrejsedagen end først antaget og en overnatning et uhumskt guesthouse. Men vi kom frem og det var så lækkert at være på ferie med hinanden og de flotteste strande, det klare blå hav og en masse farverige fisk.

På Zanzibar så vi kæmpe skildpadder på knap 200 år

Vi var både ude og dykke,  bade med snorkel, krydderitur, museum og sejlture i det smukke indiske ocean.

Men man glemte heller ikke det var Tanzania man stadig var i. Lige bag alle de storslåede hoteller og restauranter helt ude til vandet, kunne man heller ikke undgå at se, hvordan lokalbefolkningen boede fattigt og primitivt. Vi var ude og dykke med en sød lokal afrikaner, som fortalte os det er turister, de lever af.
Men folk var så søde både lokalbefolkningen og turisterne. Vi fik en hel del sol, lækker mad, og badet en masse - men så var vi også klar til at komme hjem til børnene igen.

En af de smukke solnedgange på Zanzibar

Efter en alt for lang tur hjem pga. flyafgange, som blev rykket og busser, som gik i stykker nåede vi sent sidste lørdag aften hjem til Peters House.

Vi var kun lige kommet op af vejen til børnehjemmet før en hel flok af børnene, kom løbende og nærmest kastede sig i armene på os. Og flere af snedkerdrengene hjalp os med alt vores bagage ind i huset. Hvilken overvældende og hjertevarmende følelse, at komme hjem til børnene, som virkelig oprigtigt har savnet os.

Sidste søndag i kirken blev vi også budt velkommen hjem af præsterne og mandag morgen til personalemødet, kom Mama Simon løbende mod os og skulle da lige løfte os op i vejret (hendes måde at vise vi har været savnet.)

Kristina x 2

De store drenge havde hyret os til at være vandbærer
til deres fodboldkamp, som de alligevel ikke spillede
da banen var optaget...

Gadedrengeprojektet er vi kommet rigtig godt ind i og er galde for at være en del af. Der kommer hver gang mellem 40-50 drenge i alderen 6-18 år. Det er noget, som virkelig giver mening, at bruge et par timer på to gange i ugen på. At se hvor lidt der skal til, for at glæde drengene er så livsbekræftende. De fleste af drengene har ikke mere end hvad de kommer i og så måske et ekstra sæt tøj i deres lille rygsæk.
De kommer for at vakse tøj, få et bad og et godt måltid mad. Vi bruger tiden på at sy deres tøj, rense deres sår eller rifter, hjælpe mama Simon med at lave mad og så bliver der spillet UNO til den helt store guldmedalje.  At være sammen med dem, er ikke helt som når man er sammen med børnene på Peters House. De kommer fra et barsk gademiljø, hvor man kæmper for overlevelse. De har et hårdt sprog til hinanden og er ikke på samme måde som børnehjemmets børn ikke vant til at dele ting.
Men omvendt er de også rigtig kærlige overfor os volontører og man kan virkelig mærke de sætter pris på at vi vil sætte os med lige præcis dem og spille UNO eller hyggesnakke med dem.

Nogle af de mindste gadedrenge som skal have deres første
rigtige måltid mad i knap to dage

Et par af de dejlige gadedrenge

Hverdagen er igen godt igang og vi har mange projekter kørende. Børnenes tøj syes, vi undervise, hjælper med lektier, spiller UNO, gadedrengene, været med en af medarbejderne på en bibelskole for at se hvordan det fungerer og ellers bare hjælpe til hvor vi kan. 

Undervisningen som ofte fører til sjov og ballade

Ude er godt men hjemme på Peters House er nu altså bedst!

Fortællinger om fire fantastiske folk fra Peters House

Landet Tanzania er virkelig lige noget for mig. Her er så mange søde mennesker, man møder bare man går udenfor sin hoveddør. Og Peters House er i den grad ingen undtagelse. 
Her er fantastiske medarbejdere, dejlige børn og unge som jeg har lyst at præsentere jer for. Ville ønske jeg kunne præsentere jer for dem alle, da de alle er helt unikke og fantastiske på hver deres måde. Men hvis i skulle få lyst til at komme herned præsenterer jeg med glæde jer for dem alle sammen.

Dejlige børn

På et børnehjem på Peters House går der næsten ikke en dag, hvor der ikke opstår problemer, som skal løses, det kan være alt fra koen som slipper løs, børn som mangler nye sko eller papirarbejde. Det kræver en del at være leder her og stå med hovedansvaret, for at det hele fungerer som det skal. Men her er vi så heldige at have en helt fantastisk leder.

John har i godt et år været leder på projektet. Han er en forholdsvis ung leder, som ønsker det bedste for børnene. Han har altid tankerne rettet mod dem, og forsøger at løse dagens udfordringer, så det bliver til bedst mulig gavn for alle.
Man kan vidst også rolig sige, at han har et barnligt sind, som ofte kommer til udtryk, når vi har vores daglige morgenmøder, inden arbejdet begynder. Det hænder han byder alle op til sang eller fortæller en halvdårlig vittighed og når der spilles volley, er han ofte at finde på et af holdene.

Han er en mand, som man kun kan holde af, og det ses tydeligt at børnene er glade for ham, selvom han også til tider kan være lederen, som har det sidste ord om nødvendigt.

John som tager sig til til at tage ned på skolen
når 4 af børnene færdiggør 7. klasse

En anden af medarbejderne i også lige skal præsenteres for er Mama Simon - en helt fantastisk kvinde hvis man spørger børnene og mig.

Hun laver mad, vasker deres tøj og ønsker bare at folk omkring hende har det godt uanset hvilken fortid de har. For os volontører har hun også bare været gæstfri, inviteret os hjem til sig, sætter sig og lytter til os og giver en ordentlig krammer hvis det er hvad man har brug for. 

Udover at være en fantastisk medarbejder, er hun også to gange i ugen, nede i byen hvor hun laver mad til omkring 40 gadedrenge, som kan komme, få et måltid mad og et bad i Knuds (dansk missionær) hus.
Vi er begyndt at komme ned og hjælpe hende. At se hvilken kærlighed og omsorg hun har for de drenge hun, som kommer fra barske forhold på gaden, er så beundringsværdig at se. Hun er guld værd for dem og for os på Peters House.

Vi hjælper Mama Simon med at gøre
gadedrengenes middagsmad klar

På Peters House har vi også 31 børn, som jeg kunne skrive om alle sammen. Alle har deres egen historie med i bagagen, som ofte er tankevækkende og sætter ens eget liv i perspektiv. 

8-årig Joseph Mdogo er et godt eksempel. Begge hans forældre døde kort efter han blev født og han boede de første 6 år af sit liv på et spædbørnsbørnehjem, hvorefter han i 2015 kom til Peters House.

Joseph er en dreng med krudt i numsen. Der er altid gang i han, og man ser ham altid med jord på knæene og noget at lege med, det kan være alt fra en pind eller en kylling til LEGO-klodser eller en plastikfalske. Han er altid fuld af energi og har altid tid til en krammer eller en dans.
At se hans store kærlighed til dyr og de mindste børn er hjertevarmende. Han er en energibombe uden lige med kærlighed og omsorg til sine medmennesker. 

Joseph Mdogo fra hans bedste side 

I 4. klasse, som jeg har haft glæde af at undervise, er der 6 dejlige drenge. En af dem er 12-årig Bonny.
Bonnys forældre døde kort efter han blev født, faren kunne ikke tage sig af ham og han kom til spædbørnsbørnehjemmet som spæd. Han har uden tvivl haft en hård barndom, hvor han ikke har fået den kærlighed, ethvert barn har behov for. Men han er en glad og udadvendt dreng altid klar på ballade.
Han har også en evne til hurtig at se hvis man har en halv dårlig dag - så deles der en ekstra stor krammer ud fra hans side af.
Bonny og jeg har en aftale om at vi hver dag skal øve gangetabeller sammen, da han gerne vil blive endnu bedre i skolen - det er hyggeligt og vi pjatter ofte med det.

Han skal også gerne lige have en godnatkrammer hver aften inden han skal sove, som han selv siger, så sover man bedre. 

Bonny med et stort smil 

Folk her på Peters House er, som de ovenstående linjer beskriver det, kun folk man kan holde af. De har hjertet på det rette sted og er for mig et kæmpe vidnesbyrd om, at man gennem handlinger, gæstfrihed og væremåde kan vise Guds kærlighed til sine medmennesker.   
Mange tak for jer som stadig tænker og beder for mig hernede - det betyder meget. 

De er da lige til at holde af! 

Safari

Ordet safari, er swahili og oversættes med "at rejse". Dette ord beskriver meget godt hvad jeg har lavet siden sidste blogindlæg.

Vi har været på weekendtur til Kipili, hvor vores medvolontører arbejder til daglig. At se en lille landsby på 1500 mennesker ift. til det vi er vant til i Sumbawanga med 150.000 indbygger, var en stor oplevelse. Vi fik lov at se en hel anden side af Afrika. Et lille landsbysamfund hvor alle kender hinanden og bare er venlige og imødekommende, selv imod os, som de aldrig har set før. Der var små fine lerhytter lige ud til den store Tanganyikasø, et frugtmarked kun med tomater og løg og vi fik aftensmad bestående af brød og lunkent vand, da pigerne ikke har adgang til køleskab. Dejligt med en afslappende weekend, hvor der også blev tid til en lille dukkert i søen og en smuk solnedgang over søen.

Kipili og Tanganyikasøen i baggrunden

Solnedgang over Tanganyikasøen

På Peters House har vi det sidste stykke tid haft en masse af se til. Der er fortsat blevet undervist personale og børn i matematik og engelsk, malet med ansigtsmaling, spillet rundbold, malet facader, lært danske sanglege og ellers bare pjattet og grint en masse.

Et af de helt store projekter den sidste tid, har været at få hjulpet personalet til at koge ris over gas frem for kul, som de har været vant til. At skulle forklare vores kære personale at gas er ligeså nemt at bruge, er ikke helt nemt og vi arbejder fortsat på at det vil lykkes.

Ansigtsmaling var et hit 

Vejret her i Sumbawanga har været meget skiftende den sidste tid, det har været vildt blæsende, så sandet har blæst rundt og vi har også fået lidt regn. Folk hernede er ikke vilde med blæst og børnene var ingen undtagelse. De gik rundt med store jakker, halstørklæder helt op til ørerne og solbriller på, så man slet ikke kunne se hvem der var hvem.
Generelt går børnene her på Peters House ikke så meget op i hvad de har på. Vores snedkerdrenge går af og til med sygeplejerskeuniformer hvorpå der står "Ribe amts sygehus" eller et par bukser med store huller uden det gør dem noget. Derfor bruger vi også af og til tid på, at sy børnenes tøj så godt vi nu kan.

Dagens outfit når det blæser meget

Swahiliundervisningen kører stadig hvilket er super hyggeligt, men stadig en udfordring at få dem motiveret til at sidde og modtage undervisning en time om eftermiddagen lige efter skole. De har stadig mange halvdårlig undskyldninger, bl.a. at de skal feje deres værelser lige kl. 15 hvor vi underviser, i skole igen når de lige er kommet hjem eller da det begyndte at regne, nærmest løb de ud og begyndte at danse vildt og voldsomt, da regn ikke er noget, der kommer vildt meget af lige for tiden, da regntiden stadig ikke er kommet.

Undervisning af staff

Agatha har altid et smil på læben

Vi er også netop kommet hjem efter en weekend, som har stået på endnu en rejse. Vi har været i Katavi Nationalpark, hvor vi fik lov at se noget af Guds fantastisk natur og en masse af hans kreative dyr i deres vante omgivelser. Vi så alt fra elefanter, løver og giraffer til krokodiller, farverige fugle og aber. At se solnedgangen henover savannen med zebraer og antiloper i forgrunden, var en hel fantastisk oplevelse, som på alle måder bekræftede mig i at Gud bare har en fantastisk skaberhånd.

Vi var så heldige at se løver

5 meter fra bilen stod en elefant og spiste 

Jeg har det stadig godt hernede og bliver bedre venner med børnene, hinanden og personalet for hver dag der går. Afrika er bare et land man skal opleve, for at forstå hvor fantastisk her er. Der går ikke en dag, hvor man ikke oplever noget, man ikke kan lade være med at grine af. Det kan være alt fra koen, der slipper løs og folk kommer løbende efter den, børnene som pludselig laver et kæmpe Skt. Bål af hvad de lige kan finde eller personalet, som til personalemødet synger en sang i 5 forskellige tonearter, og bare synes det lyder fantastisk.
Her er dejligt!

Forsøger lige at ligne en afrikaner med ris på hovedet

Så er vi i gang

Vores hverdag på Peters House har nu været i gang i snart to uger - og hver dag oplever vi en masse.

Der flettes hår

Vi er startet på undervisning af børnene og personalet i engelsk og matematik. To gange om ugen underviser jeg 6 dejlige drenge fra 4. klasse i engelsk. Det kan godt være lidt af en udfordring, når de ikke altid lige har en blyant med til timen, ikke kan finde deres hæfter med notater fra sidste time, sidemanden kigger efter en, stolen vælter fordi man vipper på den eller lige er ved noget andet ,så man altså ikke har tid til at komme til min undervisning.

3. klasse som jeg underviser i engelsk

Min medvolontør Margriet og jeg har også personalet til engelsk to gange om ugen. Klassen består af 5, som bare er klar til at lære engelsk. Der er også nok at tage fat på, da de ord vores kære Bibi kan på engelsk er pray, breakfast og wedding (hun skal så til gengæld også have ros for bruge dem når hun kan). De forsøger også ihærdigt at lærer sproget, men det er som om, de efterhånden har indset, at hvis ikke man øver sig mere end de to timer om ugen vi underviser dem i, så rykker det altså ikke så meget.

Forsøger at lærer tricks af mama Jakobo

Skolegang betyder generelt meget for tanzanierne, da det er måden, man i fremtiden kan sikre sig et arbejde på og dermed en god fremtid. Vi var sidste tirsdag nede på skolen hvor 4 af vores børn, blev færdige med deres 7. klasse (svarende til en dansk 9. klasses eksamen). Hvilken oplevelse det var at være med til. Vores børn imødekom os med glædeståre trillende ned af kinderne, da de endelig var færdig med skolen. 

Det var kun 7. klasse, som var på skolen, da der skulle tages et par billede nu de var færdige. En 7. klasse består af 158 elever, som alle på en gang bliver undervist af blot en lærer.
Det åbnede virkelig vores øjne, for hvor god mening det giver, at undervise vores egne børn på Peters House. Så kan det godt være det til tider føles lidt op af bakke, når lille Joseph ikke forstår at 2 + 2 = 4 selvom man prøver at forklare ham det for 10. gang. Hvis vi så bare kan lære dem en lille smule, vil det helt sikkert være til hjælp for dem. 

Vores 7. klasser som er færdige med skolen

En glad og lettet Monica, som er færdig med skolen

Udover undervisning laver vi også mange andre sjove ting med børnene. I fredags havde vi arrangeret en fest for hele børnehjemmet, for at fejret 7. klasserne er færdige med skolen. Vi forsøgte at lære dem Stopdans, men uden held da de ikke helt forstod konceptet med, at når man døde, kunne de først være med i legen når vi startede forfra igen… Så det endte med at der var dansegulv til fribenyttelse af alle. Børnene her på Peters House forstår virkelig at give den gas på dansegulvet, og der blevet danset lige indtil 23.30 hvor vi volontører blev nødt til at slukke for musikken, ellers havde de blevet ved med at feste til den lyse morgen…

Så er der fest!

Som du måske kan læse mellem de ovenstående linjer, går godt hernede. Vi volontører har det også rigtig godt med hinanden indbyrdes, der bliver ofte spillet kort, drukket store mængder kaffe, snakket til langt ud på natten og ellers bare hygget.

Vi besøgte et spædbørnsbørnehjem, hvor 4 af børnene
fra Peters House kommer fra   

På tur med tre dejlige små piger på spædbørnsbørnehjemmet

Man står op hver morgen og tror man ved hvad dagen vil bringe, men bliver ofte overrasket over hvad den så rent faktisk har budt på, når man om aften ligger i sengen klar til at sove. Men ja, det er vel Afrika man er kommet til.